Tokyo sightseeing: Hvilke seværdigheder skal du se i Tokyo?

Moderne elektronik, gastronomisk kunst, historiske spor og bjergtagende naturperler – i Tokyo smelter kontrasterne sammen i en kulturmetropol ud over det sædvanlige.

Kejserrigets hovedstad gemmer på et sandt skatkammer fyldt med guld.

Når du tager på skattejagt, kan det dog være svært at bestemme, hvilke skatte du skal prioritere. Og derfor har vi her lavet et skattekort over gode råd og inspiration til din Tokyo-rejse.

Her er de oplevelser, vi tager dig med til i Tokyo?

Hvad skal man se i Tokyo? Det er svært at udvælge Tokyo-seværdigheder, fordi byen er spækket med oplevelsesjuveler. Alligevel har vi udvalgt 10 funklende seværdigheder, som vi mener, du skal opleve på din Tokyo-sightseeing:

  • Akihabara
  • Ginza
  • Skytree
  • Sensoji Temple
  • Nationalmuseum Tokyo
  • Samurai Museum
  • Shitamachi
  • Sushi Sawada
  • Shinjuku Gyoen National Garden
  • Tokyo Somei Onsen Sakura

Hos Japan Rejser sammensætter vi altid gerne en rejse, der er nøje tilpasset dine ønsker om Tokyo-oplevelser. Vi kender Japan som vores egen bukselomme, og derfor kan vi også fremtrylle en rejse med magiske oplevelser for dig.

Akihabara – tag på elektronik-rejse ind i populært high tech-område

Et vaskeægte japansk animationsparadis venter på dig i Akihabara. Området er et mekka for gadget-nørder, elektronik-entusiaster og manga-elskere.

I Tokyos hjerte ligger det populære distrikt, hvor high tech når nye højder. Gå på udkig efter den nyeste elektronik i de mange elektronikbutikker. Her bugner det med skæve og finurlige gadgets.

Elektronik kan være en dyr fornøjelse, men vil du spare lidt på kistebunden, findes der flere second hand-butikker med brugt elektronik. Måske mangler du et nyt kabel, en spillekonsol eller et mac-produkt?

Området er også et stort slaraffenland, hvis du ligesom de fleste japanere er skudt i manga, der har kultstatus i Solens Rige. Manga dækker over tegneserier som eksempelvis Pokémon og Hello Kitty.

Kender du en inkarneret Pokémon-fan? Så har du rig mulighed for at hive alverdens Pokémon-gadgets og -merchandise med hjem i kufferten.

Ginza – gå på jagt i glimmer og glamour

Store, luksuriøse modekæder med lækre cashmere-striks, bløde lædertasker og glimtende diamantsmykker. Får det dit modehjerte til at banke ekstra hurtigt?

Så er Ginza i Tokyo et område, du ikke må gå glip af.

Gå på opdagelse i de mange eksklusive smykker i stormagasinet Wako Honkan – en historisk del af Tokyos modedistrikt siden 1930’erne. Eller udforsk ekstravagante brands som Valentino, Mulberry, Marni i det nyere shopping-kompleks Ginza Six, der åbnede i foråret 2017 og i dag er områdets største.

Ginza er glimmer og glamour for alle pengene, og området er Tokyos dyreste og derfor også bedst kendt som byens mest luksuriøse high-end shopping-distrikt.

Har du ikke den store shoppesjæl, er der dog stadig masser at tage sig til i Ginza. Distriktet bugner af kunstgallerier, caféer, restauranter og natklubber.

Grib også gerne mikrofonen og syng med på kendte hits på et af områdets karaoke-barer. Japanerne elsker at skråle med på undertekstede sange – gerne deres egne japanske klassikere.

Hvis du derfor ikke selv har mod på at give et nummer, kan du opleve en stor del af japansk kultur ved at overvære de lokale.

Skytree – stig til toppen af Tokyo

Forestil dig at betragte Tokyos storbyliv med neonoplyste gader og tårnhøje skyskrabere fra et perspektiv, der kun er fugle forundt.

Skytree gør det muligt.

Tårnet, der er det højeste af sin slags i verden og fungerer som restaurant-, tv- og observationstårn, rager 634 meter op mod himlen. Herfra kan du få en udsigt, som for altid vil mejsle sig fast på din nethinde.

Selvom du ikke kan opleve storbylivet fra de fulde 634 meter, kan du fra de to observationsdæk i 350 og 450 meters højde få en uforglemmelig udsigt.

Snyd ikke dig selv for at spise et sent aftensmåltid i tårnets restaurant, der tilbyder udsøgt gastronomi med byens bedste udsigt ud over de millioner af lys, som forvandler storbyen til et evigt skinnende minde i dit indre.

Sensoji Temple – åbn et kapitel i Japans historiebog

Fra moderne mode, tjekkede tårne og højteknologisk højborg til ældgammel historiefortælling. Midt i metropolens hypermodernisering har de historiske spor sat et evigt aftryk – det gør Tokyos kontrastfulde karakter til noget helt særligt.

Besøg byens ældste tempel, Sensoji Temple, der ligger i Asasuka, et af de mest historiske områder i Tokyo. Området har gennemgået en omfattende renovering, efter det blev lagt i ruiner under 2. verdenskrig.

Templets historie starter tilbage i år 628, men krigens ødelæggelser har betydet, at det nuværende tempel blev genopbygget i 1950’erne. Både den enestående arkitektur og historiens essens er bevaret i genopbygningen.

Sensoji Temple er et buddhistisk tempel, der står som et af de mest betydningsfulde i Tokyos historiebog – det er også årsagen til, at det er det mest velbesøgte af byens helligdomme.

Udforsk templets originale arkitektur med den karakteristiske røde indgangsport ’kaminarimon’ – du vil blive imponeret over, hvordan den arkitektoniske perle trækker spor flere tusinde år tilbage

National Museum Tokyo – få ældgammel historie ind under huden

Et dybere blik i Japans historiebog får du under et besøg på National Museum Tokyo, der er det største af sin slags i Japan.

De første sten til det gamle museum blev lagt i 1872, og de danner i dag rammen om Japans mest spektakulære arkæologiske fund og de største kunstudstillinger.

Gå på opdagelse i historiens og kunsten verden i de i alt seks bygninger, som tilsammen udgør museet. Hver bygning specialiserer sig i forskellige kunstarter og udstillinger, men under én stor samlet paraply.

Fortab dig i datidens unikke fund, når du bliver suget ind i et historisk univers på din tur rundt med en engelsk audio-guide.

Museet ligger i Ueno Park, der er en af byens mest populære parker takket være sin betagende natur og mange kulturelle tilbud.

Kombinér dit besøg på National Museum med et visit hos de skøre aber, majestætiske giraffer og imponerende løver i Japans ældste zoo – eller nyd blot de mange skønne områder i den naturrige park.

Samurai-museum – bliv samurai for en dag

Samuraier er et kapitel for sig i Japans store, gamle historiebog. Et besøg på Samurai-museum i Tokyo kan give dig et lærerigt og sjovt indblik i historien, når du besøger Tokyo.

Men hvad er en samurai? Samurai betyder direkte oversat ’Den som tjener’. I 1800-tallets feudale Japan var samuraierne en del af krigeraristokratiet – her havde hver samurai en herre. Herren indgik i overklassen, der havde magten i datidens Japan.

Hop i en samurairustning, hvis du for alvor vil mærke samuraikulturen på egen krop – og find ud af, hvordan ”tjenerne” brugte deres sværd i kamp.

Museet har indhyllet den japanske samuraihistorie i masser af sjov og leg. Derfor vil også børn blive optaget af at lære mere om den ældgamle japanske kulturhistorie.

Shitamachi – hop ned i autentiske tidslommer

Tokyos hektiske og travle byliv er en stor del af metropolens identitet. Kulturtoget buldrer afsted i samme fart som højhastighedstoget Shinkansen – det er både fascinerende, men det kan også være svært at følge med.

Hop af det fartglade tog og ned i en af byens mest autentiske tidslommer. I byens smalle down town-gader får du et råt indblik i tiden, der var engang. Down town-områderne kaldes shitamachi, og her har arkitekturen ikke fulgt med resten af metropolens modernisering.

Husene er lavere, og tiden føles en anden – alt sammen små historiske bidder af det atmosfæriske gamle Japan. Områderne trækker tråde tilbage til, da Tokyo blev kaldt Edo. Livet er ikke kedeligt her, men det fremstår mere fredfyldt og simpelt sammenlignet med de pulserende hotspots.

Mærk, hvordan roen i området sænker dine skuldre i de unikke og charmerende rammer, hvorfra du kan høre den sagte summen fra det buldrende storbytog.

Sushi Sawada – mæsk dig i michelin-sushi

Japansk kogekunst er en seværdighed i sig selv. Og selvom du i Tokyo kan fange mange gode gastronomiske oplevelser, må du ikke snyde dig selv for smagshavets største fisk: sushi.

Overalt i den kulinariske kedel finder du sushi i forskellige afskygninger – både fra de sjælfulde gadekøkkener til de eksklusive restauranter. Men hvorfor ikke drysse lidt ekstra stjernedrys over din sushi?

Det kan du gøre på den michelinbelønnede og ikoniske sushi-restaurant Sushi Sawada. Rammerne er intime og maden i centrum. Det vidner de beskedne seks siddepladser om. Din mad tilberedes på traditionel og gammeldags manér – helt uden brug af elektricitet.

Din tallerken forvandler sig til et maleri i en eksplosion af smukke farver og innovative smagskombinationer, der gør oplevelsen til et sandt sushi-kunstværk.

Vil du have madkunst fra masterchefens øverste hylde, må du naturligvis også hoste op. En kulinarisk kunst-rejse koster.

Shinjuku Gyoen National Garden – nyd naturens fredfyldte åndehul

Det hektiske storbyliv kan suge energien ud af selv den største Duracell-kanin. Midt i Tokyo finder du heldigvis også fredfyldte grønne oaser, som lader dit batteri op på ny og forkæler dig med billedskønne naturoplevelser.

En af dem er Shinjuku Gyoen National Garden, der er byens største. Den er samtidig også blandt de mest populære takket være den særlige ro og den maleriske natur.

Rejser du i forårsmånederne, forvandler parken sig til et lyserødt blomsterhav, når de utallige kirsebærtræer står i fuldt flor. Sakura, som kirsebærblomstringen kaldes, er et syn, du for evigt vil indprente i din indre fotobog.

Besøger du Tokyo i de sene efterårsmåneder eller tidlige vintermåneder, bliver du tilskuer til en spektakulær naturforestilling, når parken skifter scene og udskifter hovedroller fra klare grønne nuancer til et brun, rødt og gul-gyldent baggrundstæppe.

Den japanske natur er magisk ­– og i parken kan du nyde den fra første parket.

Tokyo Somei Onsen Sakura – giv dig hen til de varme kilders bløde kram

Vores Tokyo-guide er ikke komplet uden at tage dig med til en onsen. For du kan ikke besøge Solens Rige uden at hoppe i en af de naturlige varme kilder, som går under navnet onsens.

Nyd roen i de underjordiske varme kilder i Tokyo Somei Onsen Sakura, hvor du for alvor kan sænke skuldrene og lade roen sænke sig over dig.

De varme kilder indeholder en række naturlige mineraler – nogle har en positiv effekt på dit blodomløb, mens andre giver en smukkere hud. I Somai Onsen Sakura er vandet filtreret, så al farve og lugt er fjernet. Det giver dig en ren fornemmelse fra inderst til yderst.

Slå tankerne fra og giv dig hen til det lange, bløde kram, det varme vand giver dig.

Hvordan er vejret i Tokyo?

De fleste af de seværdigheder, vi har medtaget i vores guide til Tokyo, kan du opleve hele året rundt. Hvis du alligevel gerne vil kende lidt mere til de forskellige sæsoner og vejret generelt, får du lidt generelle retningslinjer omkring dagstemperaturer her:

Januar: 0-10 grader Februar: 1-10 grader Marts: 4-13 grader April: 9-19 grader Maj: 14-23 grader Juni: 18-25 grader Juli: 22-29 grader August: 24-31 grader September: 20-27 grader Oktober: 14-21 grader November: 8-17 grader December:  3-12 grader

Tokyo har et overvældende udvalg af seværdigheder, som vil printe sig fast på din nethinde.  Uanset om det er mesterlig kogekunst, hypermoderne teknologi, historiske kulturperler eller malerisk natur, vil de hver især gøre krav på en plads i dit eget indre fotoalbum.

VIL DU GERNE HØRE MERE OM AT VORES REJSER TIL TOKYO?

53 89 39 90info@japan-rejser.dk