Shop løs i unikke japanske fund
Japan er et sandt mekka af unikke fund. På en rejse til Tokyo vil du eksempelvis blive mødt af alverdens imponerende stormagasiner, små finurlige butikker og traditionelle markeder, hvor du kan købe helt særlige fund med hjem i kufferten.
Men hvad skal du gå efter i det store kejserrige?
Vi har 5 bud til dig her:
Unikke spisepinde
Håndlavet keramik
Hello Kitty og Pokémon
Japansk te
Gadgets og andet elektronik
1. Hiv japanske spisepinde med dig hjem
Hvad fortæller mere om Japan end deres ikoniske spisepinde? Spisepinde er ikke bare spisepinde i Solens Rige. Her kan du få en unik og autentisk bid af det japanske køkken med dig hjem i din kuffert.
På japansk kaldes spisepinde for hashi – og du kan få dem overalt, hvor du færdes i Japan. Skal du spise sushien derhjemme med spisepinde i messing? Eller foretrækker du at mæske dig i mad med spisepinde i porcelæn? Eller hvad med lakeret træ?
Mulighederne er næsten uendelige, og spisepindene findes i forskellige prisklasser alt afhængigt af materialet.
2. Pryd dit hjem med unik håndlavet keramik
Japan har en af de ældste og mest stolte keramiktraditioner i verden, og derfor er landet kendt verden over for sit smukke håndværk.
I Tokyo og andre dele af landet kan du få det fineste keramik – men du skal også betale for det. Heldigvis findes der også langt billigere alternativer af håndlavet japansk keramik, som er nemmere at komme til.
Vil du gerne have et minde med hjem om din april-tur og sakura? Så køb tallerkner, kopper eller tesæt med de smukke kirsebærblomster.
I mange af de små finurlige butikker kan du også finde dekorative vaser og smukke skåle, der vil pynte fint i dit hjem og stå som et skønt minde om din rejse til Japan.
3. Tag en del af den japanske tegneseriekultur med hjem
Du kan ikke sige Japan uden også at sige Hello Kitty og Pokémon. Begge tegneserier har stor status i Japan – ikke blot blandt børn, men også voksne.
I Japan beskriver kawaii den særlige ”kultur for nuttethed”, der hersker omkring de populære tegneserier.
Derfor kan du også købe alverdens finurlige ting med Hello Kitty eller Pokémon:
Klistermærker, notesbøger og kuglepenne
Bamser og plysdyr
Hårspænder og -elastikker
Tøj, tasker og strømper
Covers til tablets og smartphones
Og meget mere...
4. Nyd japansk te hjemme hos dig selv
Glem ikke at købe ægte japansk te med dig hjem, hvis du elsker en god kop te. I Japan hersker en særlig kultur omkring te, og det er den drik, som flest japanere drikker.
Uanset om du går ind i en decideret teforretning, besøger et lokalt marked eller kigger rundt i de velassorterede stormagasiner, vil du støde på te. For te er en grundlæggende del af Japan.
Derfor kan du vælge og vrage blandt et enormt udvalg af te, og du har rig mulighed for at få forskellige spændende varianter med dig hjem.
5. Plej din indre gadgetnørd
Har du en ægte gadgetnørd gemt i maven? Så er Japan og i særdeleshed Tokyo og andre storbyer et mekka for dig.
Japan er med helt fremme, når det gælder elektronik og den nyeste teknologi. Det giver dig uanede muligheder for at få de nyeste og mest innovative gadgets med hjem i kufferten.
Prøv de sejeste virtual reality-briller, eller tag spisepinde udformet som lyssværd med hjem til en vaskeægte Star Wars-entusiast.
Hiv sjove fund i japanske automater. Er du på en rejse til Tokyo, vil du på hvert et gadehjørne få øje på automater spækket med finurlige fund. Træk en legetøjshund, en t-shirt eller et stykke frugt i automaten. Der er alverdens skæve ting.