“Let’s Get Lost Together”: Et slogan, der samler os
Museets sloganet ‘lad os fare vild sammen’ er ikke blot en sammensætning af ord, men et dybt ønske fra skabernes side om, at du som besøgende får en helt uforglemmelig oplevelse.
Med museet stiller de spørgsmålet: Hvad er det, animation kan?
Det er et bredt spørgsmål, men skaberne bag håber, at museet kan være en forlængelse af den tegnede verden. Hvor alt kan lade sig gøre, og hvor eventyr åbner sig for øjnene af os. Med kærlighed, uhygge, natur, historie og alt det andet, livet rummer.
Tanken bag museet er, at publikum kommer gennem en portal til en parallelverden, når de træder ind ad døren. En portal til animationsverdenen på en sjov, lærerig og anderledes måde.
Det går hånd i hånd med måden, der bliver arbejdet på animéfilm på. Her bliver der brugt lige så meget tid på at skabe baggrundene og alle detaljerne, som de bruger på at udvikle karaktererne.
Naturen spiller ikke kun en birolle i animé – den træder op på scenen som en vigtig hovedrolle.
Animé for både børn og voksne
Dit besøg på museet begynder allerede, inden du træder ind ad døren. Når du ankommer, byder Totoro, det venlige kæmpeuhyre fra filmen Min Nabo Totoro, dig velkommen. Totoro pryder faktisk også Studio Ghiblis logo.
Når du når toppen af museet, møder du én af de mest populære figurer fra universet: den søde Cat Bus fra Min Nabo Totoro i en kæmpe stor version. Børn under 12 år kan få fornøjelsen af at klatre rundt på den plyssede kat.
Museet er derfor en kæmpe oplevelse for børn, men i særdeleshed også for animé-elskere og fans af Hayao Miyazaki i alle aldre. Museet er dedikeret til kunsten og teknikken for animation og er for alle, der er vokset op med de fantastiske karakterer.
Minder, der varer hele livet
På øverste etage finder du den spændende gavebutik, hvor du kan købe minder med hjem, så du altid husker dit besøg på animé-museet.
I butikken kan du finde dine yndlings Studio Ghibli-produkter eller finde en gave til én, du holder af, og som også holder af det spektakulære univers.
Få billetter til en helt særlig oplevelse
Der er ikke nogen tvivl om, at Ghibli Museum er en helt særlig oplevelse.
Det svære er dog at få fingre i de begrænsede billetter.
Det er ikke muligt at købe billetter ved museet, de skal altid reserveres. Billetterne bliver desuden hurtigt udsolgt, så du skal være ude i god tid – gerne op til 2 måneder i forvejen.
Inden billetkøb, så tjek åbningstider og eventuelle lukkedage.
Find vej til Ghibli Museet
Vær godt forberedt, inden du tager afsted, med følgende råd:
Kom til tiden (billetterne er sat til et bestemt tidsrum).
Afsæt mindst 2-3 timer til besøget, så du når det hele.
Det er ret nemt at finde frem til museet.
Museet ligger det i en forstad til Tokyo, Mitaka, og selve turen til museet tager omkring 30 minutter fra det centrale Tokyo.
Det nemmeste er at tage et tog til Mitaka eller Kichijoji station. Derefter kan du enten tage en rask gåtur på 15-20 minutter hen til museet eller hoppe på en bus fra begge stationer.